Vi stoppede bilen ved solnedgang og begyndte at gå. Vi kunne høre men ikke se Anhinga-fuglene og omkring os prøvede frøerne at overdøve cikaderne. Stien var dækket af store gule cikader, men ellers så vi ikke så mange dyr. Fisk i overfladen og en enkelt skildpadde blev det til. Og så alle de myg vi ikke så, før det var for sent. Da det begyndte at blive mørkt vendte Gitte og Hannah om, mens Laura og jeg fortsatte. Og pludselig var de der. Alligatorer. Overalt. I vandet og i sumpen lige under stiens pæle. Billederne blev ikke så gode, fordi jeg ikke kan finde ud af at bruge mit kamera i mørket og hver gang jeg prøvede, troede myggene at lyset fra lommelygten var landingslys og stak mig på knoerne …

På vej tilbage til bilen var det blevet rigtig mørkt. Nogle kilometer væk var det tordenvejr, og vi kunne se lynene lyse himmel og skyer op. Pludselig sagde Laura: “Se hvor smart. De har sat små lamper op, så vi kan se stien”. Så bemærkede jeg også de små underlige blinkende lys, der nærmest hang i luften omkring os og langs stien.
“Det er ikke lamper, det er ildfluer”
Nattens imponerende lysshow fulgte os hele vejen tilbage til bilen, mens både skov og sump genlød af de mange nu usynlige dyr.

Dette skete ved udgangen af Everglades. Vi kørte ind om eftermiddagen og gjorde kun stop i en overgroet mahogniskov, hvorefter vi kørte til enden af vejen ved Flamingo, hvor der er en lille havn. Alt var lukket ned og vi havde nærmest stedet for os selv. Vi ledte efter manatees, men så dem ikke. Til gengæld fortalte en ranger, hvor vi kunne være heldige og se krokodiller:”Kan I se skiltet dernede, hvor der står ‘No entry’? Jeg kører nu, så hvis I gik forbi det skilt, er der jo ingen, der kan stoppe jer. Til venstre holder der en han- og en hun-krokodille til. Men det er aften, så de er nok svære at se.”

På broen ved skiltet fik vi øje på noget, der kunne være en krokodille. Hannah og jeg gik nærmere langs havnen og krokodillen svømmede også lige så stille nærmere. Da vi stod på en bådslip var de kun få meter væk med uden nogen beskyttelse. Den stirrede på os og vi stirrede på den. Hannah synes det var for tæt og Gitte var allerede flygtet til bilen og holdt med motoren kørende parat til et hurtigt getaway. Laura derimod gik helt ned til vandkanten. Da vi kiggede op, så vi, at krokodillens mage nærmede sig lige så stille højre om. Måske var den fotogene af dem kun lokkemad? (Floridas saltvandskrokodiller kan blive op til seks meter, men der er kun et registreret tilfælde af angreb på mennesker – og de var fulde og tog en aftensvømmetur i en kanal, hvor man vidste, at der boede tre krokodiller). Der findes kun omkring 2.000 krokodiller i Florida og vi havde set to ganske tæt på. Vi var helt høje, da vi kørte ud igen.

Ud over det så vi en slange, masser af sommerfugle og guldsmede, impoinerende planter, ravne, hejrer, pelikaner, fugle, jeg ikke aner, hvad hedder, skildpadde og alligatorer.

Som skrevet tidligere var der kun en nationalpark på vores plan denne gang. Men hvilken. Jeg havde helt glemt, hvor forrygende de amerikanske nationalparker er. Jeg er imponeret over de lave priser, de hjælpsomme og kyndige medarbejdere, informationen i Visitor’s Center og det arbejde der gøres for at få børn gjort interesserede. Junior Ranger-programmet får mine to børn til helt frivilligt at lave lektier i bilen.