Så gik der lidt tid uden billeder. Faktum er, at jeg ikke har så mange fra vores tur til Florida Keys (de mange øer i den sydligste del), fordi en stor del af vores tid blev brugt i, på og under vandet. Der er taget lidt (uklare) fotos med undervandskamera. Flere med iPhones og ikke så mange med det fancy spejlreflekskamera, som er dem, jeg samler her. Jeg må lave et opsamlingsheat med billeder fra andre kilder senere. Jeg håber også meget på, at en af de to amerikanere, der havde et GoPro-kamera med, da jeg dykkede ved det gamle mere end 200 meter lange krigsskip Vandenberg husker at sende mig videoen som lovet.

Men i korte træk:

Vi kørte over de mange fantastiske broer fra key til key (øer). Vi stoppede et par gange blandt andet for at gå ud på den gamle 7 Mile Bridge, der på visse dele af strækningen er gjort til fodgænger- og fiskebro. Her kunne vi i det lave og klare vand blandt andet se nurse sharks (små hajer) og baracudaer. Første stop var Key Largo, hvor vi boede to dag. Lækkert resorthotel med stor pool, egen strand, havn og bådudlejning. Vi ankom om aftenen og tog en aftendukkert. Jeg gik lidt rundt, og opdagede at poolen var stranden. Man kunne næsten stå med en fod i havet og en i poolen. Næsten. Så vi fik snorklet i havet og lejet i poolen de næste dage. Vi opdagede også, at der boede mindst 10 store flotte leguaner på beach volley-banen. Fra Key Largo var vi også ude at snorkle og begge piger håndterer fint bølger og at vi havde kastet anker et sted, hvor de absolut ikke kunne bunde – desværre er de begge lidt bange for at komme tæt på sten/rev og utrygge ved at svømme over mørke ting – altså stik modsat fisk, hvilket gør snorkling med henblik på at se fisk lidt besværligt. Der er noget at arbejde med. Men jeg fik motion af at svømme fra båd til rev tre gange (en med hver pige og en alene) og så da også en lille haj helt tæt på (da undervandskameraet løb tør … men det er ikke særlig godt andre steder end i overfladen, så det gør ikke den store forskel). Hannah dyrkede udspring fra båden med to andre børn og Laura snorklede ved båden og så alligevel en del fisk.

På turen fra Key Largo til Key West nød vi udsigten og stoppede på The Turtle Hospital, hvor vi fik set en lang række reddede havskildpadder og lærte en hel del om udfordringerne i at holde liv i bestanden, når menneskene har sat sig så solidt på deres habitat. Vi lærte også, at leguaner intet har at skaffe i The Keys, men er undslupne kæledyr (som en anden guide fortalte i Everglades mens han snakkede om vilde ikke-oprindlige kvælerslanger: “Alt hvad folk slipper løs, kan leve i Floridas klima – på nær isbjørne”). Mange steder dræber man bare de flotte men besværlige leguaner. Her fangede de dem, steriliserede dem og mærkede dem (så de ikke kom til at gøre det igen).

I Key west boede vi endnu bedre. Begge steder havde vi booket os (relativt billigt fordi vi var i god tid) ind på halvdyre 4-stjernede hoteller lige ud til havet. Begge steder måtte vi så nøjes med parkeringspladsudsigt, men værelserne var rigtig gode – specielt det på Southernmost Hotel i Key West – og det var jo ikke fordi, vi skulle være der, mens der var dagslys. Her havde hotellet tre pools og den fjerneste lå ud til havet, hvor de også havde en stor badebro med trappe og liggestole. Her var der rigtig gode snorklingsmuligheder og jeg fik trænet Lauras mod med flere ture under broen (hvor de store fisk foretræk at gemme sig). Det var også her, jeg fik mit første vragdyk i 30 meters dybde på et fantastisk skib, der var blevet sænket med vilje, så det kunne fungere som kunstigt rev og turistattraktion. Her vil jeg gerne tilbage.

Så var det, at mine nørderier gjorde ferien lidt mere. Kennedy Space Center havde hele tiden stået på listen over seværdigheder. Mest min, men jeg synes det var god lærdom for pigerne. Men da vi kom til Miami opdagede vi, at der ville være en raketopsendelse d. 15. Dem kan man godt se fra offentlig vej, men det er et stykke væk og de gode pladser kræver nærmest, at man camperer dagen i forvejen. I stedet havde vi booket pladser på Nasas officielle udsigtspunkt – oven i entreen gjorde det oplevelsen til en a feriens dyreste. Hvad være var, så lå Cape Canaveral 6½ time fra Key West og slet ikke på ruten – dagen efter havde vi nemlig for længst booket lejlighed for en uge på den modsatte kyst. Så vi kørte den lange tur, indlogerede os på et skodmotel og stod tildligt op næste morgen og kørte det sidste lille stykke ud til raketterne. Her stod vi i kø og blev så kørt ud til The NASA Causeway, som er et stykke land cirka seks kilometer fra affyringsramperne med kun vand mellem raketterne og os. Vores raket, en privat Atlas V, der skulle opsende en ny GPS-satellit, er ikke helt så imponerende som rumfærgen med sine to boostere eller den boostede Atlas V, der ni år tidligere sendte New Horizons i ekspresfart mod Pluto. Her var “bare” en 19-etager høj raket med en satellit på størrelse med en større amerikansk familiebil. Selv i det klareste sollys brændte rakettens flamme klarere, og selv på seks kilometers sikkerhedsafstand gik brølet lige i mellemgulvet. Vi ventede næsten 1½ time i 34 graders varme uden skygge, men Kennedy Space Center er også et gigantisk stykke ubebygget natur – det meste af arealet er bare tomt af hensyn til sikkerhedsafstande og hemmelighedskræmmeri – så vi så en stor alligator (ud af de omkring 6.000 på området) på vej ud i bussen, og mens vi ventede, var der to delfiner, der lige kiggede forbi samt en enkelt søko. Så ungerne var på. De synes også, at raketopsendelsen var overvældende.

Bagefter så vi Atlantis-rumfærgen og en Apollo-raket og jeg fik holdt adskillige foredrag om rummet. Vi rørte også månen.