Ikke færdige med Yellowstone

1-Yellowstone_2 054

Vigtige ting vi har lært: Man skal lytte til de folk, man møder på sin vej, og man skal være villig til at lave planerne om, n år man får ny information (og så skal man pakke varmt nattøj, men mere om det senere).

Efter med stor succes at have taget ’The Scenic Route’ over Bighorn mountain til Cody, var vi hverken bange for bjerge eller smukke omveje. Så da en dame fortalte Gitte, at vi skulle tage Nord-Øst-indgangen til Yellowstone i stedet for den nærliggende og planlagte Øst-indgang, lagde vi straks ruten om. Det viste sig at være en god idé. Udover en smuk bjergrute til parken, der også lige førte os et smut ind i Montana, så lærte vi siden, at den dyrerigeste del af parken ligger i nord. Det var også på denne tur ned gennem Yellowstone, at vi først så en elg-hun med kalv, en sort bjørn og en grizzly. Lige meget hvor vi kørte i parken, så vi myriader af bison.

 

Sort Bjørn lidt tættere på end de 91 meter reglerne foreskriver - men der var en å imellem os og jeg kunne løbe hurtigere end de fleste af de andre amatørfotografer

Sort Bjørn lidt tættere på end de 91 meter reglerne foreskriver – men der var en å imellem os og jeg kunne løbe hurtigere end de fleste af de andre amatørfotografer

Naturen i Yellowstone er, for at gribe nærmeste kliché, ubeskrivelig smuk – heldigvis er der så en masse billeder, der kan hjælpe lidt med at beskrive den. Men billeder eller ord, kan ikke erstatte den overvældende følelse det er, at være omgivet af så meget vild natur konstant.

Yellowstone er også på en gang utrolig stor (på størrelse med Sjælland, Lolland og Falster) og utrolig stoppet med mennesker – der er f.eks. ustandselig traffikprop, når nogen får øje på et dyr, og blot kaster bilen, autocamperen eller bussen ind i den ikke-eksisterende rabat for at tage billeder. Jeg tror dog, at følelsen af klumpspil skyldes, at Yellowstone på trods af sin kæmpe størrelse kun har få (men gode) veje, så alle er på vej til eller fra, de samme kernesteder. Man skal trods alt ikke gå mange skridt ind i en skov for at føle sig helt alene i uspoleret natur – det skal man så ikke; i hvert tilfælde ikke særligt langt, med mindre man er mindst tre og bevæbnet med en bjørnespray. Således minder reglerne en om, at på trods af de mange mennesker, så er der tale om vild natur og dyrene er ikke tamme.

Vores første lejr havde da også udover de bjørnesikrede affaldskontainere et forbud mod telte eller campere med kanvas-slideout. Man ville ikke gøre lejren til et bjørne tag-selv-bord.

Naturen i Yellowstone er frodig. Store skove, nogle helt nye og smukt lysegrønne med stadig forkullede stolper, der står tilbage efter den store skovbrand i 1985, søer, floder, græsenge og så de bizarre landskaber som de mange varme kilder og geysere skaber. Resultatet er et evigt afvekslende landskab, der prægtigt og uberørt får en til at glemme de mange andre bilister. Vi havde ikke planlagt en masse kørsel i Yellowstone, men alligevel blev det til en del, da vi skulle rundt på de to loops og se om ikke det hele, så dog det mest kendte. Meget sigende skiftede vi campingplads på andennatten og skulle køre 26 km mellem de to – den tur tog os det meste af en dag, da vi hele tiden stoppede og tog billeder (på de mange fine pull offs, vi var nemlig ikke den slags turister) eller lige skulle gå en tur. En af turene var et lille smut ned til en udsigtplatform, hvor man kunne se det store vandfald i det, der kaldes Yellowstones Grand Canyon. 328 trin ned – og altså også op. Det er jo ikke værre end Møns Klint… hvis altså Møns Klint lige lå i 2.700 meters højde og have lidt tynder luft end man lige var vant til. Men selv om undertegnedes overlevelseschancer under opstigningen syntes små, så var det turen værd.

1-Yellowstone_2 119

Jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan udtrykke, hvor meget naturen bjergtog mig, men lad mig prøve. Jeg, der gerne tager elevatoren til 2. sal på arbejdet, gik lange ture, og besteg frivilligt 328 store trin. Jeg, der er opvokset i en lille fiskerby og elsker fisk, men hellere vil se maling tørre end at sidde med en stang, så med misundelse og længselsfulde blikke efter fiskerne vi mødte ved forskellige floder. Jeg kunne sagtens være blevet der en uge, og ville bevæbne mig med bjørnespray og gå dybere ind (vores den mindste er ikke på samme måde imponeret og er udstyret med utrolig korte ben, når der skal gås i naturen – de er lange og udholdende på legepladser og i forlystelsesparker).

Til sidst vil jeg lige bemærke om højden, at vi efter en uge med sol og varme (ekstrem varme i Denver) nok ikke tænkte over det. Men rundt omkring i Yellowstone og blandt andet blandt de tætte træer lige ved vores første RV-plads fandt vi sne. Den sidste nat lovede de frost. Og mens vi på sidste dag så Old Faithful i udbrud haglede det (men stadig i højt solskin). Lad os bare sige, at nætterne blev endog meget kolde og vores uisolerede blikhus, var ikke til meget hjælp. Vi havde varmeapparat, men det larmede og åd vores strøm, og af hensyn til alle naboernes sjælefred, så måtte man kun køre sin generator på særlige tidspunkter – den larmede så også endnu mere, og selv om vi hver dag var banketrætte, så ville man ikke gide høre på den.

 

I populær tale: Farmorsokker. Alle var glade for, at Gitte havde pakket dem.

I populær tale: Farmorsokker. Alle var glade for, at Gitte havde pakket dem (og at farmor havde strikket til alle).

Da jeg natten til sidste dag ikke kunne sove på grund af mine tæers ispindestatus, lå jeg og hørte ulve eller coyoter hyle – det havde været trist, hvis jeg i stedet skulle have hørt generatorens, der lød, som lå man oven på en knallert, eller de mange blæsere fra varmeapparatet – så næste gang medbringer jeg varmt nattøj og sovepose.

NB! Undskyld længden. Planen var få men hyppige indlæg. Men jeg har mange aftener været for træt til at skrive, eller har været afskåret fra internettet. Så derfor disse få men lange indlæg, der så i stedet ryger på klumpvis.

Skriv et svar