Efter San Francisco drog vi afsted af den berømte Highway One langs Californiens kyst. Vi havde givet os selv tre dage til at køre fra San Francisco til los Angeles med muligheden for at stoppe undervejs, og vi kørte den vej, for at have udsigten og muligheden for at stoppe og nyede den på den rigtige side af bilen – reelt tror jeg ikke, at det havde gjort den store forskel at køre den anden vej… men vi slap da for de trafikale vanskeligheder i at krydse den smalle og ekstremt trafikerede vej, hver gang jeg ville tage et billede af udsigten og de bizarre skyer, der prægede første dag.

Første stræk blev ikke langt. Vi kørte over Golden Gate mod nord, spiste på en hyggelig pub – jeg fik Shepherd’s Pie, vi kunne have været i England eller Skotland – og så tilbage over Golden Gate igen. Egentlig ville jeg gerne have været over den imponerende dobbeltdækkerbro (Bay Bridge), men omvejen over Oakland ville tage for længe og føre os væk fra den kystrute, der var vores plan. I stedet kørte vi til Santa Cruz og gik i Tivoli – de havde 1907 Evening, hvor stort set alt kostede $1, så vi brugte vel sammenlagt $20-30 på mad og forlystelser. Målet var at vende tilbage til Monterey, hvor vi skulle på hvalsafari.

Dag tog gik mest med hvaler. Oprindeligt havde vi planlagt dette senere i San Diego, men alt tydede på, at ville vi se blåhvaler, så var Monterey Bay lige nu stdet og tide – og vi så da også otte eksemplarer af verdens største dyr, så det var et klogt valg. Fra Monterey gik turen i et underligt dis langs kysten og gennem Big Sur, som er utroligt smukt. Vejen her har det med at styrte i havet, alligevel siger alle guidebøger, at man skal tage turen, også selv om man så skal køre tilbage igen og finde en omvej uden om. De har ret.

Vi overnattede i San Simeon, hvor vi fik turens dårligste men desværre langt fra billigste måltid, og så kørte vi videre næste morgen. Vi sov umiddelbart i nærheden af Hearsts berømte selvbyggede slot, men droppede milliardærblæret til fordel for tidligere ankomst til West Hollywood i LA.